Gruppeforløb for mænd – gratis deltagelse
Gruppeforløbet henvender sig til dig, der har udviklet et problematisk forhold til mad, vægt og motion. Det vil sige, at dine tanker og handlinger relateret til mad, motion og vægt fylder så meget, at det styrer dit liv forholdsmæssigt meget. Du lider måske ikke af en decideret spiseforstyrrelse, men har et forstyrret forhold til mad, motion og din egen krop, og det påvirker dit humør og dit liv negativt.
Gruppeforløbet er også for dig, der ved, at du har en spiseforstyrrelse. Der er typisk tale om anoreksi, bulimi og tvangsoverspisning (BED). Det kan være, at du har været i behandling før eller at du har levet med lidelsen i lang tid, måske i al hemmelighed.
Gruppeforløbet strækker sig over 6 måneder. Der er plads til 10 deltagere og i første omgang vil der blive gennemført to forløb, henholdsvis vinter 2009 og efterår 2009. Forløbet finansieres af Velfærdsministeriet og deltagelse er derfor gratis.
Hvis du er interesserete i at vide mere, kan du kontakte Lone Wittendorff på 28308444, og/eller læse videre her. Du kan nedenfor også downloade teksten som word dokument.
Formål
Tvangsmæssig adfærd er ofte en strategi til at håndtere ydre og indre konflikter, f.eks. selvværdsproblemer, stress, familiære problemer og andre livskriser. Man forsøger ubevidst at aflede opmærksomheden væk fra det egentlige problem og over på noget andet, som man bliver overdrevent optaget af, f.eks. tanker om mad, trang til at motionere og/eller spise meget. Følelser af rastløshed og dårlig samvittighed melder sig, hvis man eksempelvis ikke kan komme til at spise eller træne.
Der kan også være tale om, at en bestemt adfærd har taget overhånd og har udviklet sig til en afhængighed.
Gruppeforløbet har til formål at se på de følelser og konflikter, der er relevant for den enkelte deltager, samt at bidrage til at give deltagerne nye valg- og handlemuligheder. Vi lægger således vægt på at skabe viden og forståelse omkring deltagernes individuelle situation samt at videregive forskellige redskaber til konstruktiv mestring af følelser, tanker og den tvangsmæssige adfærd/afhængighed. Der vil gennemgående være fokus på styrkelse og udvikling af ressourcer.
Programindhold
Gruppeprogrammet er sammensat af tre elementer:
1. Gruppeterapeutisk forløb – 12 gange
Kombination af psykoedukation og afklaring i forhold til den tvangsmæssige adfærd, følelser, tanker, relationer til andre, eget selvbillede. Der vil være fokus på den spiseforstyrrede adfærd – funktion og årsag samt nye mestringsstrategier. Gruppeforløbet køres af psykoterapeut Lone Wittendorff og psykoterapeut Susanne Ludvigsen.
2. Friluftsforløb – 4 gange
Friluftsprogrammet har fokus på temabuilding samt på at motivere og udfordre deltagerne til at bryde barrierer. Der vil være udfordringer i det fri, som deltagerne skal løse sammen og hver for sig. Der vil indgå aktiviteter som roning, klatring, madlavning i det fri, etc. Instruktørerne er behandlingschef på AIDA, Birgitte Nørgaard, og friluftsinstruktør Skovskolen Nøddebo, Henrik Berg.
3. SMART træningsforløb – 5 dage + 6 opfølgningsmøder
SMART står for Stress Management and Rehabilitation Training. Formålet med SMART træningen er at give deltagerne redskaber til at reducere stress samt håndtere negative følelser og tanker på en mere konstruktiv måde.
Erfaringer med SMART træningen fra Danmark og udlandet viser, at metoden bidrager til at give indre ro og mentalt overblik, at kunne rumme følelser bedre, øget selvværd og selvtillid og større ansvarlighed for egne handlinger.
Træningen er sammensat af yogaøvelser, åndedrætsteknikker og mindfulness meditationer samt undervisning i håndtering af f.eks. vrede, aggression, negative tanker og livsomstændigheder. SMART træningen ledes af Jacob Lund, der i flere år har arbejdet med SMART træning i bl.a. danske og udenlandske fængsler. SMART teknikkerne vil kunne anvendes hjemme af deltagerne.
Tidspunkter og sted
Det psykoterapeutiske forløb foregår på Frederiksberg og SMART træningen i Holte. Friluftsforløbet foregår på Skovskolen i Nøddebo. Det psykoterapeutiske gruppeforløb og SMART træningen finder sted i tidsrummet ca. 17.30-21 og gruppen mødes én gang om ugen. Dog foregår den første del af SMART træningen over 5 sammenhængende hverdagsaftener. Friluftsforløbet foregår over 4 hele dage i tidsrummet 9-17.
| Gruppeforløb for mænd2009.doc 28160 Bytes. Tilføjet: 01/26/2009 |
